Resume: Vinteren 2004-2005
|
Vinteren 2004-2005 var min første sæson med Fjeldvågerne i Langstrup Mose. Fra starten af december og helt til den 26.marts så jeg jævnligt 3 adulte Fjeldvåger i mosen. 2 hanner - ”Pearl” en noget hun-lignende fugl som bor fast på en højspændingsmast midt i mosen, og ”Silver” en meget lys han, næsten uden bryst-markering. Hvor ”Pearl” har et meget fast defineret vinter-territorium, virker det som om at ”Silver” kan træffes overalt i mosen. Den tredje adulte Fjeldvåge er hunnen ”Choco”, som holder mest til i lave buske i den sydlige del af mosen. Alle tre adulte fugle er meget sky, og det har krævet fotoskjul at få bare nogenlunde brugbare fotos af dem. Da de er så sky, er de ikke de mest sete Fjeldvåger i mosen. Det er derimod de juvenile fugle som ses oftere og som regel meget tættere på. I hele vinteren har to forskellige juvenile fugle holdt til i mosen. De juvenile Fjeldvåger ses ofte muse efter mus og mosegrise som der er mange af i mosen. De adulte fugle derimod benytter sig betydeligt mere af standjagt, hvor de spejder fra en udkigspost i terrænet. Fjeldvågerne passer for det meste sig selv, men hvis en Musvåge kommer for tæt på bliver den jaget væk af den stærkere Fjeldvåge.
|